Fremtiden for Moldova og EU

Frihed og reformer i Ruslands skygge

Hvad nu Moldova?

Af Rune Eltard-Sørensen, journalist

 

Parlamentsvalget i 2025 blev et vigtigt vendepunkt for Moldova. Det pro-europæiske parti
Partidul Acțiune și Solidaritate (PAS) fik mere end 50 procent af stemmerne og sikrede sig
dermed et klart mandat til at fortsætte landets kurs mod EU-medlemskab. Den nye regering
står nu foran en række centrale reformer, som EU kræver for, at optagelsesprocessen kan
fortsætte: styrkelse af retsvæsenet, øget gennemsigtighed i den offentlige forvaltning,
bekæmpelse af korruption og modernisering af økonomien.

Valgresultatet viser, at en stor del af befolkningen ønsker en fremtid tættere knyttet til
Europa. Men kursen kræver både politiske visioner og konkrete resultater.

Medierne under pres
Internationale observatører og lokale organisationer peger på alvorlige udfordringer med et
fortsat stort pres mod frie og uafhængige medier i Moldova. I månederne op til
parlamentsvalget var der eksempler på misinformation, onlinekampagner og økonomisk eller
politisk pres mod journalister og nyhedsredaktioner.

Den store polarisering i landet gør det vanskeligt for medierne at arbejde frit, og mange
borgere har svært ved at skelne mellem fakta og propaganda. Dette er en central bekymring
for Moldovas demokratiske udvikling, for uden stærke, uafhængige medier bliver det sværere
at kontrollere magten, opdage korruption og skabe en åben debat om landets fremtid.

Ruslands skygge
Rusland udgør fortsat en betydelig udfordring for Moldovas sikkerhed og politiske stabilitet.
Landet er udsat for hybrid påvirkning i form af desinformation, cyberangreb, støtte til
prorussiske partier og forsøg på at destabilisere befolkningens tillid til statens institutioner.
Den uløste konflikt med den prorussiske udbryderregion Transnistrien gør situationen endnu
mere kompleks.

Regionen fungerer som både et politisk og sikkerhedsmæssigt prespunkt, der kan bruges til at
påvirke Moldovas beslutninger. Især fordi energiforsyning og gasinfrastruktur stadig delvist
går via dette område

Hvis Moldova skal komme tættere på EU, kræver det ikke kun politiske reformer, men også
at landet kan modstå pres udefra — både i form af energi- og sikkerhedstrusler og forsøg på
at underminere den demokratiske proces indefra.

Se fjerde del af mini-dokumentaren om Københavner-kriterierne og Moldova:

Diskussionsspørgsmål: Moldova og EU

1. Hvorfor blev valget i 2025 set som et afgørende skridt for Moldovas EU-kurs?

2. Hvordan påvirker udfordringerne for de frie medier Moldovas demokratiske udvikling?

3. Hvorfor kan hybride påvirkningsmetoder være særligt farlige for et land som Moldova?

4. Hvad kan Moldova gøre for at styrke sin modstandskraft over for russisk indflydelse?

Ansvaret for indholdet er udgiverens.