Sumaw Kamsay det gode liv

Introduktion

En film om hvordan indianere i Bolivia kæmper for retten til deres egen jord. Bolivias 36 indianske folk har i generationer kæmpet for anerkendelse og for retten til deres traditionelle områder. I dag har mange indianske fællesskaber skøder på deres fælles jorder, og det giver grobund for at få opfyldt den indianske vision om at leve godt – Sumak Kawsay. Helt frem til begyndelsen af 1990’erne havde lavlandsindianerne i Bolivia ingen rettigheder som borgere og dermed ingen ret til at eje jord. Det har kostet kamp at blive anerkendt, men i dag er et areal svarende til over tre gange Danmarks størrelse udlagt som indianske fællesområder i høj- og lavland. Ret til jord og territorier er dog ikke nok til at sikre fremtiden og det gode liv. I højlandet kæmper oprindelige folk mod tørke og erosion og i lavlandet mod illegal tømmerhugst og nybyggere på jagt efter dyrkbar jord. Engang imellem krydser de hinandens spor.

Det gode liv

”En person uden identitet – uden kultur – er ikke indianer”. Josefina Gigasi lever i Moseten-området på grænsen til Amazonas i Bolivia. For hende er etnicitet ikke udelukkende noget, hun har arvet, men også det hun føler, og måden hun lever på. I hendes landsby Simay forsøger befolkningen at leve i pagt med naturen i bevidsthed om, at uden skoven vil der ikke være nogen fremtid for deres børn.