Signs en interaktiv dokudrama-oplevelse

Introduktion

Måske kan vi forhindre udviklingen i at eskalere til folkedrab, hvis vi kan genkende tegnene og dermed opdage dem i tide. Det fiktive spil SIGNS træner spilleren i at spotte disse tegn. Dokudramaet indeholder videoklip i et interaktivt forløb og er designet til desktops (pc og Mac). NB: Fungerer i Chrome, Firefox og IE, men ikke i Safari.

Link til spillet: SIGNS

SIGNS interaktive del begynder med en dokumentarisk sekvens. Sekvensen viser forløbet i et folkedrab gennem de 10 stadier, men i omvendt kronologi. Materialet i sekvens handler først og fremmest om Holocaust, men der indgår også videoklip og foto fra Bosnien og Rwanda.

Hvordan fungerer det?

 Du møder SIGNS fiktive kursusleder Peter og bliver tilbudt at få testet din viden om propaganda. Formålet er at kunne spotte de tidlige tegn på konfliktudvikling og at eksemplificere ved Stantons første fire stadier, fordi det er skadeligt for et samfund, hvis ”dem og os” udvikler sig til ”dem imod os”.

Historiske kilder

I tre runder ser du i alt ni historiske eksempler på propaganda i tekst og billeder fra Nazi-Tyskland. Som optakt til hver runde giver Peter en kort gennemgang af de tegn, der karakteriserer den eller de stadier, som runden handler om. Det er de tegn, som du i den efterfølgende multiple choice-test skal være opmærksom på.

Feedback fra en ekspert

I eksemplerne ser du fotografier, filmklip, illustrationer, tekstcitater m.v. Alle eksempler præsenteres af den danske ekspert Jacob Halvas Bjerre og har danske oversættelser eller undertekster tilknyttet.